Ny som junior

Måske du kender en som går til golf, måske du har en mor som spiller golf eller måske har du bare lyst til at prøve hvad det er for noget. Det kan kræve en smule mod at forsøge sig med en sport, som ikke så mange andre fra klassen har prøvet før.

Der kan være en række spørgsmål som skaber utryghed feks. kender jeg mon nogen, er der en træner, skal jeg have golfkøller med, hvad koster det, kan jeg overhovedet ramme bolden, er det ikke kun for voksne osv.

Du er ikke alene om disse spørgsmål og derfor får du lige en kort opstartsintro til juniorgolf her:

  • Som det første bør du kontakte enten trænerne eller juniorudvalget for at få svar på dine spørgsmål. Desuden vil vi rigtigt gerne lære dig at kende. Dermed kan vi bedst muligt planlægge netop DIN golfopstart
  • Efter aftale med trænerne aftales et hold som vil være passende at starte på. Der er flere muligheder alt efter alder, niveau osv. Typisk er der 10-15 juniorer på et hold
  • Du har nu mulighed for omkostningsfrit at låne et flot nyt golfsæt som passer netop din størrelse. Kom ned i golfshoppen for at låne et sæt. Du kan nu bruge sættet frit også udenfor almindelig holdtræning. Du tager det bare med hjem 😉
  • Prøveperioden varer typisk 3-4 træninger. Herefter håber vi at du har haft en masse gode oplevelser og vil melde dig ind
  • Udover den ugentlige holdtræning, kan du selvtræne lige så meget du orker. Du kan også spille på vores dejlige Par 3 bane. Jo mere du træner, jo sjovere bliver det at gå til golf. Prøv nogle af de ting du har lært til holdtræningen
  • Når prøveperioden er overstået, har du mulighed for at melde dg ind som juniormedlem. Indmeldelsen foretages på en blanket, som du kan finde i klubbens inforum eller ved henvendelse i shoppen
  • Et juniormedlemsskab koster kun 1.100DKK om året. Dette inkluderer ugentlige holdtræninger, fri afbenyttelse af træningsfaciliteter, frit spil på par3 banen, mulighed for at spille på ugens 9 huls bane ifølge med et fuldgyldigt voksenmedlem (weekender efter 15.00), deltagelse i banetræning om mandagen, eksterne turneringer og selvfølgelig deltagelse i alt det sociale vi også laver
  • Du får nu brug for dit helt eget golfsæt, da vi på et tidspunkt gerne vil have lånesættet tilbage (efter nærmere aftale). Her kan du få god vejledning ved at kontakte trænerne som kan tilbyde forskellige juniorsæt i shoppen. Et fornuftigt juniorsæt koster typisk omkring 1500DKK og opefter. Vælger du at købe brugt, er det også en mulighed. Bare du sikrer dig, at størrelsen er korrekt. Det er meget vigtigt for at få en god oplevelse med dit golfspil. Et brugt golfsæt kan oftest også tilpasses i størrelsen. Dette arbejde tilbydes også i shoppen
  • Når du er klar til at spille hele runder på par 3 banen (meget individuelt), kan du regulere dit handicap. Hvad det er for noget, kommer du til at høre mere om. En god start er at deltage i ugens banetræninger hver mandag. Her er der frivillige voksne, som hjælper dig og dine kammerater rundt på banen
  • Når du er klar til det, vil du få tilbudt regeltræning. Dette er det sidste skridt til at du kan få din ”banetilladelse”. Når man opnår sin banetilladelse, kan man spille på den store bane i både Viborg og andre golfklubber. Regeltræning gennemføres et par gange om året med hjælp fra frivillige i klubben

Vi håber at møde dig snart!

Kunne du lide dette? Del det...

Shares