Sæsonen går så småt på hæld, der er begyndt at komme lidt kulde i luften og i shoppen har Caspar sat sommertøjet på udsalg og fundet uldtøj og vinterbukser frem.
Her er en efterårsupdate fra din golfklub.

Banen

Vi har nu fået byggetilladelsen til pumpehusprojektet og har bestilt den ekstra el, der er nødvendig for at drive vores pumper i forbindelse med den nye banevandingsboring ved hul 14. Det tager lidt tid at få etableret, og mens vi venter, hører vi gerne fra medlemmer, der har hænderne godt skruet på og som har tid og lyst til at hjælpe klubben med selve byggeriet af huset, hvor pumperne skal bo, samt isolering af den eksisterende toiletbygning, så vi kan have vinteråbent i toiletbygningen fremover.

Sensommerens prop/prikning af greens er veloverstået og hullerne er fyldt med sand og frø. Greens er tromlet og har fået en dejlig mængde vand fra oven, så hullerne er nu næsten lukkede og alt er gået på bedst mulig vis og helt efter planen.
Der er kørt i alt ca. 70 tons sand på greens ad flere omgange og nu bliver de klippet i efterårshøjde.

De seneste ugers regn og varme har givet god vækst i græsset overalt på banen og især fairways har nydt godt af vandet fra oven. Væksten vendte i første omgang tilbage lidt pletvist, så nogle områder så lidt sært tottede ud, men nu klippes fairways og semirough igen planmæssigt og greenkeeperne glæder sig over den gode vækst i græsset.

Banen begynder at være lidt rigeligt våd på de sædvanlige, udsatte steder og vi holder øje med sliddet og situationen.

Det nye teested på hul 11 begynder at blive slidt af brug, fordi det stadig er nyt og lidt ekstra sårbart. Derfor bliver vi på et tidspunkt nødt til at lukke teestedet for vinteren, så området kan komme godt og sundt ind i vinteren og være klar til næste års sæsonstart.
Vi forventer at lukke det nye teested og spille fra det gamle 11. teested senest først i oktober – vi håber på at de fleste klubber i klubben kan spille deres afslutningsturneringer fra det nye teested, før der lukkes ned.

På greenkeepergården har vi fået 14 årige Liam fra Skals i Juniormesterlære. Det er en ordning hvor de ældste folkeskoleelever kan supplere deres dage på skolebænken med nogle arbejdsdage i en virksomhed og på den måde tage toppen af skoletrætheden. Vores Juniormesterlære-elev startede hos os midt i august og samarbejdet går godt på greenkeepergården. Liam er dygtig og lærenem, han vokser med opgaven og vores greenkeepere er glade for ham.

Medlemmer og gæster

Medlemsundersøgelse nummer tre i Golfspilleren i centrum nærmer sig sin afslutning og resultaterne er fortsat overordnet rigtigt gode.
Klubben får flotte bedømmelser af banen og masser af ros i de åbne kommentarer.
Vi får lidt kritik for adgangen til ledige tider ligesom antallet af klubber i klubben vurderes til at være højt. Kommentarerne viser ikke en modstand mod klubber i klubben, men en modstand mod den måde, de påvirker banetilgængeligheden og et ønske om en bedre balance mellem organiserede aktiviteter og fri adgang til banen. Den problemstilling er tidligere drøftet i bestyrelsen og bestyrelsen vender tilbage til sagen på deres kommende strategiseminar.

I systemets gæsteundersøgelse ligger Viborg Golfklub fortsat i top 10 i region Midtjylland på alle serviceområder.

Her sidst på sæsonen oplever vi fortsat en tilgang af medlemmer i alle aktive kategorier og medlem nummer 1500 er liiiiige på trapperne.
Der er endnu et turbogolfkørekort-hold i oktober og der er en håndfuld kvinder på “Kvinder og golf”-holdet i efteråret så det ser ud til at vi kommer igennem 2026 med en god medlemstilgang igen.

Vi har haft rigtigt mange gæster her i sensommeren, ikke mindst fra Golfhotellet, hvor gæster fra hele landet roser klubben for den gode bane og medlemmerne for deres venlighed og imødekommende hjælpsomhed.

Efter lidt opstartsudfordringer i maj, har de fleste medlemmer og gæster nu vænnet sig til boldmaskinen, der nu kører uden alvorlige afbrydelser og har bidraget godt til klubbens økonomi i år.

Nu nærmer afslutningsturneringer og evalueringsmøder sig med hastige skridt, vi lægger budgetter, strategier og planer for den kommende sæson og det er også tid til den årlige indsamling af donationer, så vi kan opretholde vores status som almennyttig forening og søge om kompensation for en del af den moms vi har betalt i løbet af året. Sidste år modtog vi 140.000 kr. i momskompensation for 2024 og vi håber på et lignende beløb i år – vi får besked i november.
For at kunne søge om momskompensation for 2026 kræver det at mindst 101 medlemmer donerer mindst 200 kr. som en gave til klubben igen i år. Beløbet er fradragsberettiget og du kan hjælpe klubben med dit bidrag via dette link *Klik*

Vi håber der er mange gode dage på golfbanen tilbage i denne sæson, men hvis vejret driller, kan man trække indenfor i Cafeen, der fra oktober inviterer til fællesspisning alle tirsdage undtagen i efterårsferien – første gang til flæskesteg tirsdag d. 6. oktober. Maden koster 159 kr. pr. kuvert og det bliver hyggeligt!

Når det bliver koldt, rykker også klubbens protræner indendørs med gode træningstilbud – hold øje med nyhedsbreve og hjemmeside for mere information om disse tiltag.