Komitéen, der står for afviklingen af turneringen Pink Cup forsøgte i år noget nyt, idet turneringen blev spillet søndag den 4. maj fra morgenstunden. Traditionelt har afviklingen fundet sted en tirsdag aften.

Hovedformålet med turneringen er at indsamle penge til Kræftens Bekæmpelse. De indsamlede midler går til arbejdet med at forske, forebygge og yde patientstøtte inden for brystkræft.

Det tydede på, at det faldt i god jord, at turneringen blev afviklet i en weekend, i stedet for på en hverdags aften. Tilslutningen var således meget fin, idet 83 spillere var tilmeldt turneringen. Det var specielt dejligt at mærke tilslutningen fra mændene, som i år kunne mønstre ikke færre end 31 deltagere, der bakkede op om det gode formål.

 

I tilknytning til turneringsaktiviteterne afvikles der et amerikansk lotteri, hvor mange af byens erhvervsdrivende også i år velvilligt havde sponsoreret fine gevinster. Der var mange præmier på præmiebordet, og mange af de deltagende fik andel heri.

 

Restaurant Goma sponsorerede igen i år bane sandwiches, som under runden blev bragt ud til spillerne sammen med drikkevarer. Restaurant Goma sponsorerede også kaffen og trøflerne, som blev serveret efter spillet. Der skal her lyde en stor tak til restaurant Goma for det flotte sponsorat.

 

Også stor tak til alle deltagerne og til de bidragende erhvervsdrivende for støtten til indsamlingen. Den turneringsfee, deltagerne betaler, går således ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse.

 

Selve turneringen blev afviklet som en traditionel Stableford turnering, hvor damerne var opdelt i 2 lige store rækker. Mændene deltog i en særskilt række, og også i år var der mulighed for at tilmelde sig til at spille 9 huller, hvor både kvinder og mænd kunne deltage. 11 medlemmer havde i år tilmeldt sig her.

Som der er tradition for, afvikles der en konkurrence i ”Nærmest flaget”. På alle par 3 hullerne på både 18 hullers banen og 9 hullers banen var der således mulighed for at prøve lykken.

Resultatet af konkurrencen i ”Nærmest flaget” blev følgende:
18 huller
Hul 2          Gert Pedersen
Hul 7          Irene Kruse Pedersen
Hul 21         Preben Pedersen
Hul 27         Allan Steffenauer

9 huller
Hul 11         Kathrine Borup
Hul 14         Ingen ramte greenen

 

Resultaterne af dagens turneringer blev:

A-Rækken (Damer)

  1. Marianne Nørgaard Sørensen 45 point
  2. Anette Borreskov Laursen 38 point
  3. Maibritt Grøn Steffenauer 37 point

B-Rækken (Damer)

  1. Lise Lange 40 point
  2. Kirsten Jalk 39 point
  3. Jonna Espensen 37 point

C-Rækken (Mænd)

  1. Arvid Demant 42 point
  2. Laust H. Baggesen 40 point
  3. Preben Pedersen 37 point (hcp)
  4. Gert Pedersen 37 point

9-Huller (Begge køn)

  1. Karina Jessen 21 point (hcp)
  2. Kathe Skovbo 21 point

Ved pointlighed var det spillerens handicap, der var afgørende for placeringen.

 

Også i år havde Gunnar Kristiansen og Mogens Andersen udsat en hole-in-one præmie bestående af en uges ophold i deres lejlighed i Spanien. I år var der dog ingen, der præsterede at lave dette, men stor tak til dem begge for initiativet.

 

Der blev på dagen lavet i alt 8 birdies. Her havde Henrik Marager igen sponsoreret et beløb pr. birdie. Også stor tak for dette bidrag.