Pink Cup 2023
Som der er tradition for, afvikles turneringen Pink Cup med det formål at samle penge ind til Kræftens Bekæmpelse, som dedikerer de indsamlede midler til deres arbejde med forskning, forebyggelse og patientstøtte inden for brystkræft.
Tirsdagspigerne står for afviklingen af turneringen, og i år var det 21. gang, turneringen blev spillet.
72 spillere var tilmeldt turneringen, og den turneringsfee, som der betales for deltagelsen, går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse. 26 af de deltagende spillere var mænd, der således bakkede op om det gode formål.
Ud over selve turneringen afvikles der denne aften et amerikansk lotteri, som mange af byens erhvervsdrivende velvilligt stiller sponsorgaver til rådighed for. Også i år bugnede gavebordet, og mange af deltagerne kunne hjembringe en gevinst.
Igen i år gav restaurant GOMA et fornemt bidrag til indsamlingen, idet de sponsorerede banesandwiches, som under runden blev bragt ud til spillerne sammen med øl og vand, så deltagerne kunne få lidt væske i det varme sommervejr. Også maden, der blev serveret til det efterfølgende kaffebord, blev leveret uden beregning af restauranten. Så stor tak til GOMA for det fornemme bidrag.
Også stor tak til alle deltagerne og til de bidragende erhvervsdrivende for støtten til indsamlingen.
Turneringen blev afviklet som en Stableford turnering med 2 lige store rækker for damerne og en særskilt række for herrerne. Der var desuden mulighed for at spille 9 huller, hvor både damer og herrer kunne deltage. 3 spillere deltog på 9-huller. Der blev tillige konkurreret om ”Nærmest flaget” på alle par 3 hullerne.
Resultatet af aftenens turnering blev:
A-rækken (Damer)
- Susanne Jul Andersen 38 point
- Ulla Halskov Christiansen 35 point (hcp)
- Marianne Drejer Jensen 35 point
B-rækken (Damer)
- Dorthe Pind 40 point
- Kirsten Garval 37 point
- Karen Søegaard 36 point
C-rækken (Mænd)
- Jesper Riis-Jensen 42 point
- Jens Mandrup 40 point (hcp)
- Arvid Demant 40 point
9-Huller
- Jeanette Birch Thomsen 20 point