Møde i erhvervsklubben den 7. december
Der er tradition for, at erhvervsklubben i Viborg Golfklub som et af årets arrangementer afholder et møde i december måned – således også i år.
Knap 50 af erhvervsklubbens mere end 70 medlemmer var onsdag aften samlet i restaurant Goma, hvor aftenen blev indledt med et indlæg ved klubmedlem Oskar Ambrosius, som i dette efterår har truffet den beslutning, at han vil forsøge at gøre golfen til sin levevej og derfor nu kan kalde sig professionel.
Oskar leverede et fint indlæg om sin golfmæssige rejse indtil nu med de op- og nedture, der havde været undervejs – specielt i forbindelse med sit knap 5-årige ophold i USA, hvor golfen havde været i højsædet.
Oskar gjorde god reklame for sig selv, og det lykkedes at overbevise nogle om, at det var en god ide at støtte ham økonomisk.
Erhvervsklubbens medlemmer var generelt positiv stemt og kvitterede med klapsalver for det gode indlæg.
Herefter bød aftenen på dejlig mad fra restaurant Goma, og vinhandler Peter Dahl præsenterede undervejs nogle gode vine, som passede fint til menuen.
Stemningen var god hele aftenen, der også indeholdt en lille quiz, som Claus Hermann stod for. Der var gode præmier til dem, der var heldige at gætte rigtigt på flest spørgsmål.
Alle gik dog fra mødet med en lille ting, da der var en flaske portvin til alle deltagerne som en julehilsen.