Interessant, sjovt og underholdende klubmøde med Thomas Søby – Danmarks eneste professionelle golf caddie.
Viborg Musiksal dannede torsdag aften ramme om afviklingen af årets sidste klubaften med ca. 100 deltagere.
Thomas Søby er i øjeblikket Danmarks eneste professionelle golf caddie, der nu – af flere omgange – har haft sin gang på Europa Touren gennem en del år med en lang række af professionelle golfspillere som arbejdsgivere.
Thomas Søby tog os i aftenens løb på en spændende rejse gennem sine mange oplevelser fra turneringslivet og gav med billeder, videoer og ikke mindst en meget underholdende og inspirerende fortælling – et indblik i, hvad det vil sige at have job som caddie.
Thomas har gennem tiden haft mange arbejdsgivere – en del af kortere varighed – men han berettede specielt om sin tid med Anders Hansen og Morten Ørum Madsen. Han skal i den kommende tid på bag’en hos Joakim B. Hansen.
Thomas krydrede sit foredrag med anekdoter og underholdende indslag, og evnede at holde intensiteten gennem mere end 2 timer.
Vi fik alle et rigtig godt indblik i hverdagen for en golf caddie. Et arbejde, som måske synes som en ”lobbetjans”, men som også betyder hårdt arbejde, mange rejsedage og langt fravær fra familien derhjemme.
Til afviklingen af aftenen, havde klubben fået økonomiske støtte fra 3 af klubbens sponsorer: Viborg Blikkenslageri, Beierholm og Ringkjøbing Landbobank.
Vi takker for støtten.
Se stemningsbilleder her nedenfor.