Print
Mail

Åbne turneringer

Tirsdagspigerne spiller forskellige interne og eksterne turneringer, og i de neden for nævnte indbydes også piger, som normalt ikke spiller med om tirsdagen, til at spille med.

Modeshow
Reserver datoen tirsdag den 24. april 2012 i din kalender. Da afholder vi i samarbejde med Proshoppen og Cafeen atter det traditionelle modeshow, som er åbent for alle piger og damer uanset handicap og alder. Vi spiller både en turnering over 9 og over 18 huller - og skulle der være ønske om og behov for at spille på par 3 banen for de, som endnu ikke har banetilladelse, så er det også muligt. Efter spillet er der hygge i cafeen, mens Proshoppen viser os hvad "dress-code" bør være i 2012, endda til rabatpris ved en hurtig handel.

Venskabsturnering med damerne fra Tange og Hjarbæk
Vi glæder os til, at vi den 29. maj 2012 sammen med pigerne fra Tange Sø Golfklub skal på besøg i Hjarbæk til trekantturnering. Det er 6. gang turneringen spilles
. Vi håber, at rigtig mange vil benytte lejligheden til at prøve kræfter med Hjarbæk Fjord Golfklubs flotte og udfordrende bane i Lynderup. Alle de 3 klubbers voksne kvindelige medlemmer med max hcp. 42 er hjerteligt velkomne.

Pink Cup

I 2012 har Pink Cup turneringen 10 års jubilæum og Viborg Golfklub har været med hver eneste gang og med stigende succes. I år samarbejder vi med Onsdagsherrerne om arrangementet og håber at vi igen sætter indsamlingsrekord. Turneringen er arrangeret af Kræftens Bekæmpelse og al indtægt går til kampen mod brystkræft. Pink Cup afvikles tirsdag den 5. juni 2012 og er åben for alle medlemmer af Viborg Golfklub, da det ultimative mål er at samle mest muligt ind til Kræftens Bekæmpelse. Vi håber, at rigtig mange vil deltage og kan tilføje, at flere spillere sidste år havde stor succes med tegning af personlige sponsorater fra famile, venner og kolleger. Mød op til en god aften i golfklubben - der er flotte præmier og et godt formål at støtte!
 
Rass & Aas Turnering
Den 21. august afvikles årets Rass & Aas Turnering, hvor Grethe Rass vil uddele flotte præmier til de glade vindere. Alle voksne kvindelige medlemmer med banetilladelse er velkomne til en rigtig pigeaften, hvor det godt kan betale sig at være skarp.

Udflugt
Tirsdagspigerne har besluttet at arrangere en udflugt til en fremmed bane i 2012. For at øge engagementet og det sportslige islæt afvikles der som optakt hertil tre indledende runder i løbet af foråret. Man er dog ikke udelukket fra at deltage i udflugten, selvom man ikke skulle have mulighed for at spille de indledende runder. Disse spilles i uge 19, 21 og 24. Udflugten finder sted i weekenden den 15. og 16. september og destinationen oplyses senere. 

Vi glæder os til at se rigtig mange hos tirsdagspigerne i 2012.
 
Vi støtter Talentprojektet
Hosted by www.DomainBox.dk