Print
Mail

Indlæg om banen

Dato: 13.03.2012

Navn: Egon Christensen - Baneansvarlig i Viborg Golfklub

Emne: Svar på indlæg fra John Munch Pedersen ang. om banen

 

Svar til John Munch Pedersen.

 

Tak for dine pæne ord om de udførte ændringer på vor bane, det er altid rart at få tilbagemeldinger på det arbejde vi udfører.

 

Nu er det vel altid sådan, at når der foretages ændringer, vil man altid syntes, at det kendte var det bedste, men efter kort tid har man vænnet sig til det nye og kan ikke tænke sig det anderledes.

Et godt eksempel herpå kan jeg fremdrage fra hul 26. I januarstormen 2005 væltede blandt andet en del store fyrretræer foran green. På det tidspunkt fik vi flere henvendelser om, om der ikke snart blev plantet nye store træer til erstatning for de væltede, så hullet kunne bevare sit udseende. Jeg tror ikke at vi ville få ros, hvis vi plantede disse træer i dag.

 

Dit indlæg har også nogle spørgsmål, som jeg vil forsøge at besvare.

Træerne omkring søerne er fjernet, dels på grund af miljøvenlige forhold, for at sikre, at der ikke kommer så mange blade i søerne, som her rådner og forringer søernes vandkvalitet og dels, at det skaber et større og flottere udsyn til søernes vandflader.

Udtynding og opstamning af træerne på hullerne 22 og 26 har været planlagt lige siden træerne blev plantet, men først nu er træerne så store, at udtynding er relevant. Dette medfører desuden, at banen mere ligner en golfbane.

 

Vedrørende de to nye bunkers på hul 9, kan indledningsvis oplyses, at ingen ændringer på banen er blevet overvejet og diskuteret mere en netop disse, i baneudvalg m.m.

Bunkerne er placeret for at tvinge de langtslående til at tænke sig om, inden de barer fyrer driveren af, på dette relative korte hul.

Bunkerne er lagt ude i siden for ikke at komme til at genere de højst handicappede og for evt. at fange bolde, der måske ellers ville gå out of bounds.

Selvfølgelig er bunkerne også etableret for at gøre hullet pænere.

Der er lagt to bunkers her, for visuelt at adskille dette hul fra andre. Såfremt de to bunkers blev slået sammen til en, ville det ”bare” være en bunker. Nu huskes hullet som det med de to bunkers og kan adskilles fra banens øvrige huller.

Endelig oplyses, at greenkeeperne selvfølgelig gerne vil have så få bunkers som muligt at passe, med disse er udført, også efter aftale med greenkeeperne, og i en sådan størrelse, at de kan maskinrives.

 

Sluttelig oplyses, som det også kan læses i årsskriftet der snart er ude, at med etablering af disse bunkers, er intentionerne i udviklingsplanen af 2007, hermed stort set udførte. Af større arbejder mangler alene etablering af et nyt par 3 hul mellem 24. og 25. hul samt de heraf afledte arbejder.

På grund af den aktuelle økonomiske situation vil denne forbedring på vor bane ikke blive udført foreløbig.

 

Vi ses på banen

Egon

Baneansvarlig

Dato: 12.03.2012

Navn: John Munch Pedersen       

Medl. nr.: 428
Emne: Om banen

 

Der er sket mange forandringer i udformningen af Viborgs golfbane, og langt de fleste tiltag har virkeligt højnet standarden, hvad der jo også har givet sig udtryk i positive tilkendegivelser fra gæstende golfere. Jeg synes måske nok, at der nogle gange er gået lidt for hårdt til værks, når der fjernes så mange kraftige grene fra træerne i kanten af banen. Indgrebene har taget mere hensyn til golfbanen end til den smukke natur, hvor golfbanen i sin tid blev placeret. Selvfølgelig skal naturen tilpasses banen, så der kan spilles god golf, men måske med lidt mere hensyntagen til terræn og bevoksning.

 

På den seneste er nu blevet gravet ud til to bunkers på hul 9. Det er sikkert udmærket og der har sandsynligvis ligget en ide i placeringen af disse bunkers. Men hvorfor i alverden skal de være cirkelrunde?

De pynter bestemt ikke med en sådan udformning. De burde lægges sammen og gives en form der ligesom passer bedre ind i den bakke, hvor de nu er tiltænkt placeret. Jeg kan desuden forestille mig, at greenkeeperne har nogle betænkeligheder ved vedligeholdelsen af disse, når der samler sig vand her efter kraftig regn.

 

Der er måske flere end mig, der har kommentarer til ovenstående. Jeg vil gerne opfattes som positiv til ændringerne, der sker i disse år.

 

Venlig hilsen

 

John

Dato: 15.06.2010

Navn: Kai Bruun Christensen
Medl.nr.: 30

Emne: Flot bane!

 

Jeg har siden 1977 spillet mange baner rundt om i verden.

 

Det glæder mig derfor meget, at se hvor godt VGK’s bane bliver plejet i år.

 

Jeg havde den fornøjelse, at spille vor bane, mandag den 14.06 i år. Hele banen var plejet. Specielt vil jeg fremhæve greens og tees. Super behandling med topdressing og vertikalskæring.

 

Nu mangler vi kun lidt højere gødningsforbrug, og VGK vil være helt i top.

 

Stor ros til vor greenkeeperstab.

 

Hilsen Kai Bruun

Dato: 18.09.2009

Navn: Casper Lindenmayer, Golfmanager i Viborg Golfklub og medlem af baneudvalget

Emne: Svar på indlæg 14.09.2009 fra Poul Larsen vedr. afstandsmarkering i fairway

 

Hej Poul

 

Tak for dit indlæg.

 

Det er ganske rigtigt at flere klubber, både i Danmark og i udlandet, måler deres afstande i fairway til forkant af green. Fra DGU's side er der desværre ikke nogen retningslinje på dette punkt. Det kunne være rart at målingerne var de samme i alle danske klubber, præcis som i det norske golfforbund, hvor de i øvrigt måler til midt green. Som det er i øjeblikket, er det dog op til den enkelte danske klub af vælge, hvilken metode klubben ønsker. Her har Viborg Golfklub altså valgt at måle til midt green.

 

Rent teknisk måles et huls samlede længde fra den faste teestedsmarkering og til midt green. Ved at have fairwaymarkeringerne målt til midt green, giver det dermed en mulighed for at måle hvor langt man har slået fra teestedet, samt mulighed for at vurdere fra teestedet, hvor langt der er ud til fairwaymarkeringerne. Begge dele nogen som flere golfspillere finder nyttigt. Samtidig er det således at bogeyspillerens "sikre" slag er efter midt green, og fairwaymarkeringerne er dermed meget nyttige for denne gruppe spillere også. For Viborg Golfklubs vedkommende, udgøres størstedelen af medlemmerne af netop denne gruppe spillere. Og det gælder også for vores greenfeegæster.

 

Der er med andre ord fordele og ulemper ved begge former for opmåling, og det er selvfølgelig også et spørgsmål om hvad den enkelte spiller er vant til. Viborg Golfklub har valgt at måle til midt green, til glæde for mange medlemmer, og det vil der umiddelbart ikke blive lavet om på.

 

Med venlig hilsen

På vegne af baneudvalget

Casper Lindenmayer

Dato: 14.09.2009

Navn: Poul Larsen
Medl.nr.: 236

Emne: Afstandsmarkering i fairway

 

Til bestyrelsen & Greenkeeper

 

Skal jeg vælge et 5 eller 6 jern? – Et spørgsmål mange golfspillere stiller sig selv ud på banen! – skal man investere i en kikkert?

 

Forslag:

 

En omlægning af afstande ville kunne hjælpe på det spørgsmål. En del klubber specielt i udlandet har deres afstande til forgreen. Ved flytning af pinplacering måles afstand fra forgren og til flaget og der printes ugentligt en seddel der kan ligge sammen med scorekortene. PÅ den måde kender du den præcise afstand.

 

Der kan alternativ tillægges en afstand fra højre side af green. Det vil sige på denne ”seddel” vil der ud fra eksempelvis hul 1 stå H5 og F12, hvis pinden står 5 meter inde fra højre og 12 meter fra forkanten (Front)

 

En enkel og meget effektiv måde at måle det på. Der fås sågar udstyr som, som kan måle dette for greenkeeperne til en pris af ca. 2000 kr.

 

Dette vil også medføre en langt bedre golfoplevelse for vore greenfee spillere, som aldrig eller kun få gange har spillet banen.

 

De bedste hilsner fra ”gamle” Larsen.

Dato: 20.05.2009

Navn: Casper Lindenmayer, Golfmanager i Viborg Golfklub
Emne: Svar på indlæg 18.05.2009 fra Bo West Møller vedr. frit drop fra veje og stier

 

Hej Bo

 

Tak for dit indlæg.

 

Som det fremgår Kai Bruuns indlæg af 18.04.2009, så blev denne lokale regel indført for mange år siden. Den oprindelige 9 hullers bane blev krydset af veje og stier på 6 huller. Da veje og stiers forløb ikke er entydig afgrænset, gav dette anledning til et utal af afgørelser om, hvorvidt der nu også var lempelse uden straf. Da veje og stier blev en del af banen, var problemet løst. Det er fortsat svært at definere afgrænsningen på veje og stier, og derfor er reglen endnu ikke blevet ændret.

 

Som det fremgår af Uffe Steffensens indlæg af 07.05.2009 (se indlæg nedenfor), er der i øjeblikket overvejelser i bestyrelsen mht. regel- og handicapudvalget. Efter næste bestyrelsesmøde, den 8. juni, vil den omstridte lokal regel blive gjort til genstand for en drøftelse i regeludvalget med henblik på en bevarelse eller ændring af reglen. Årsager som ligger til grund for en kommende beslutning omkring den lokale regel, vil derfor blive fremlagt når regeludvalget har drøftet sagen.

 

Med venlig hilsen

Casper Lindenmayer

Dato: 18.05.2009

Navn: Bo West Møller
Medl.nr.: 1363

Emne: Vedr. frit drop fra veje og stier

 

4 Viborg drenge havde fornøjelsen at spille Trehøje lørdag (hvis vi ser bort fra regn alle 18 huller) og glædede os over en bane i fin stand. Og en bane med en lokal regel mange andre baner også bruger. Frit drop på stier, her bl.a. grusbelagte. Hvor svært kan det mon være at få en sådan DGU godkendt regel i hus?

 

Alle jeg spiller med, giver stort set hver gang ret i at det er en tosset regel, der kun er lavet for at skabe debat og ødelægge jern. Surt. Ændr den og gør det nu.

 

Jeg ville gerne at der kom 2 grunde på bordet for manglende regelændring – en fra regeludvalget (en mand?) og en fra bestyrelsen. Og jeg vil godt slutte med, at havde min makker ikke været uheldig og ramt stien ved gårsdagens huller, havde jeg nok ikke orket at skrive om denne regel mere. For det er som at slå i en dyne og har været det alle de 8 år jeg har spillet.

 

Med venlig hilsen

Bo West Møller

Dato: 07.05.2009

Navn: Uffe Steffensen, Formand for Viborg Golfklub

Emne: Handicap- og regeludvalg og lokale regler

 

Debatten om Viborg Golfklubs lokalregel, hvorefter veje og stier er en integreret del af banen, er nu atter i gang. Det er godt at få belyst synspunkterne og argumenterne gennem debatforum, og jeg takker for de indlæg, som foreløbig er kommet.

 

Som man måske har bemærket, har bestyrelsen i forbindelse med en gennemgang af virksomhedsplanen taget handicap- og regeludvalget op til drøftelse. Det skyldes bl.a., at virksomhedsplanen ikke klart udtrykker, om der er tale om 1 eller 2 udvalg (som DGU dog benævner komiteer). I praksis fungerer udvalget, hvis medlemmer er Kai Bruun Christensen og Erik Damgaard, som 2 udvalg, hvor Kai Bruun tager sig af regelspørgsmål og Erik Damgaard af handicapspørgsmål. Begge medlemmer er særdeles kompetente inden for deres områder. Men vi overvejer i bestyrelsen, om et udvalg med 1 medlem er en hensigtsmæssig konstruktion. DGU anbefaler flere medlemmer i disse udvalg, fordi det er nyttigt at sparre med andre i de undertiden meget komplicerede spørgsmål.

 

På vort næste bestyrelsesmøde den 8. juni forventer vi at træffe beslutning om emnet - om der skal være 1 eller 2 udvalg, og om udvalget/udvalgene skal suppleres med flere medlemmer. Når denne beslutning er truffet, må den omstridte lokalregel gøres til genstand for drøftelser i regelkomiteen, i baneudvalget og i turneringsudvalget. Så må det vise sig, om sagen til syvende og sidst skal lande på bestyrelsens bord til afgørelse. Men før den ovennævnte proces er gennemført, sker der ikke ændringer. Det endelige udfald kan være en bevarelse af lokalreglen eller en afskaffelse - begge muligheder bør på nuværende tidspunkt stå åbne. I tiden frem til næste bestyrelsesmøde har medlemmerne så mulighed for at deltage i debatten om lokalreglen og komiteerne.

 

Med venlig hilsen

Uffe Steffensen

Dato: 04.05.2009

Navn: Hans Østergaard
Medl.nr.: 1189

Emne: Vedr. frit drop fra veje og stier

 

Kære Kai Bruun

 

Tak for dit indlæg. Jeg synes, at dine forslag er gode, - og at ændringer som beskrevet i din mail, vil løse problematikken omkring de integrerede stier og veje.

Jeg er enig med dig i, at det kun er vejen til maskinhuset og Kjeldvej, som skal håndteres. De anlagte stier fra tee til green med "naturlig" belægning giver ikke samme problemer.

 

Med hensyn til den agtværdige gamle bane i Skotland, så husker jeg godt fra TV, at der går veje på tværs af fairway.  Det i sig selv betyder vel ikke, at vi nødvendigvis skal leve op til tilsvarende forhindringer? I så fald skulle vi vel have Golf Hotellet med i spil?

 

Og hermed, - med et smil på læben, - tak for dit input.

 

Mvh

 

Hans Østergaard

Dato: 04.05.2009

Navn: Poul Larsen
Medl.nr.: 236

Emne: Vedr. frit drop fra veje og stier

 

Kære Kaj

 

Tak for initiativet, det er godt der sker noget og speciel Kjeldvej er et problem. Som jeg kan forstå på dig, så blev reglen ophævet igen idet veje og stier krydsede banen ret ofte i 1977. Da det som du korrekt skriver ikke er tilfældet, at mange veje og stier krydser banen i dag, så er det vel heller ikke noget problem at genindføre frit drop. Alternativt er der et par steder mere, som du måske kunne overveje og specielt på hul 23.

 

- Venstre om gren på hul 23 (stien forsætter ud mod Bruunshåb)

- Stien kort og højre om hul 6´s gren, som nu er blevet forkortet med græs, men tidligere gik ud til bunkeren måske ikke så relevant mere.

 

Højt humør fra ”Gamle” Larsen

Dato: 30.04.2009

Navn: Kai Bruun Christensen, formand for regeludvalget i Viborg Golfklub

Emne: Lempelse fra veje og stier

 

Siden banen i 1977 blev taget i brug, og hvor jeg startede i VG, har der været diskussion om, hvordan veje og stier skal behandles i.h.t. golfreglerne.

 

Den oprindelige 9 hullers bane blev krydset af veje og stier på 6 huller. Da veje og stiers forløb ikke er entydig afgrænset, gav dette anledning til et utal af afgørelser om, hvorvidt der nu også var lempelse uden straf. Da veje og stier blev en del af banen, var problemet løst indtil nu.

 

Som jeg ser det nu, er der kun 2 veje der giver problemer: Vejen til maskinhuset, og Kjeldvej.

 

Jeg har derfor skrevet til klubben 15.04.09 og foreslået følgende.

På hul 1 flyttes OB pæle til venstre side af vejen. Dermed er vejen OB og derfor ikke i spil.

Gul tee fremrykkes til det gamle teested.

Lokal reglen for veje og stier ændres til:

Alle veje og stier er en integreret del af banen, bortset fra Kjeldvej.

Jeg har endnu ikke fået noget svar fra klubben.

 

Stier med belægning af stenmel eller træflis bør ikke være et problem for spillerne, herunder elitespillere.

Hvis det er et problem, vil jeg fraråde besøg på old course. Her er der en asfalteret vej bag 17. green. Den asfalterede vej fra byen til stranden krydser 1. og 18. Fairway. Vejene er en integreret del af banen. Mon ikke der er nogle DGU dommere der bør aflægge et besøg?

 

Spil bolden som den ligger, og banen som den er, er vel stadig gældende.

 

Kai Bruun

Formand for regelkomiteen

Dato: 29.04.2009

Navn: Poul Larsen
Medl.nr.: 236

Emne: En kort bemærkning til Hans Østergaards indlæg

 

Jeg og flere af klubbens elitespillere bakker 100% op om forslaget, reglen om frit drop bør indføres også i Viborg. Langt de fleste klubber i DK har indført reglen og det tjener intet formål for hverken udstyr eller rundens kvalitet at skulle slå et slag fra en grusvej.

 

Desuden et par kommentar yderligere:

 

Til nyt teested på hul 2, som i forvejen er et svært par 3 hul fra hvid tee. Det bør overvejes at afskaffes igen eller kun bruges ved større turneringer, såsom Viborg Open eller lignende.

 

Placering af flag på hul 14: Tit er flaget placeret på bakker/hældninger der på ingen måde er hverken lovligt eller retfærdigt. Man bør kunne kaste en bol fra en meters højde, hvorefter bolden bør ligge stille. Hvis såfremt bolden ruller væk fra sin placering er flaget placeret ulovligt – dette er gentagne gange blevet testet på hul 14 – kunne greenkeeper overveje dette ved fremtidige placeringer?

 

Højt humør fra ”gamle” Larsen!

Dato: 29.04.2009

Navn: Hans Østergaard
Medl.nr.: 1189

Emne: DGU-turneringer, lokale regler og banerekord

 

Kære alle sammen.

 

Jeg havde en utrolig dejlig dag på golfbanen sammen med en masse kanon dygtige juniorgolfere og en pæn flok af klubbens egne medlemmer den 19. april, hvor Viborg Golfklub afviklede MK-Huse Open.

Jeg er imponeret af ungdomsarbejdet i klubben, som har gjort det muligt, at få en ranglisteturnering under DGU til Viborg. Og imponerende, at vi har egne juniorer, som kan kvalificere sig til en sådan turnering..

 

Jeg fik mulighed for at snakke med nogle af deltagerne og deres forældre, og mange gav  udtryk for, at det var et flot og vel gennemført arrangement.

 

For at sikre, at der kunne gives svar på regelspørgsmål undervejs, havde man på dagen hjælp fra en DGU - dommer fra Ålborg. Jeg husker ikke hans navn, - men han var meget hyggelig at snakke med, - og meget informerende.  Denne DGU -dommer startede med at strege i klubbens lokale regler, - idet han ikke mente, at vores regel om at veje og stier er integrerede dele af banen var rimeligt for spillerne. Nu har vi så i klubben en banerekord, som er spillet på andre præmisser, end vi almindeligvis spiller i Viborg....?

 

Måske ovenstående kunne give anledning til en revurdering af den omtalte lokalregel ?  DGU vil ikke acceptere vore regler i en ranglisteturnering.!

 

Gad egentligt godt vide om der er andre klubber i DGU regi, hvor en kommunal vej er en integreret del af banen?.

 

Jeg vil gerne opfordre til, at man i klubbens bestyrelse tage ovenstående op til debat.

 

mvh

 

Hans Østergaard

 

Ps.  - og så vil jeg gerne opfordre til, at så mange som muligt bakker op omkring klubben ved kommende turneringer, - således vi kan få et rigtigt godt ry hos DGU som arrangør.

Dato: 11.03.2009

Navn: Svend Jakobsen
Medl.nr.: 1052

Emne: John Munch Pedersen - tak for et godt indlæg, du har ret!

 

Første dag på sommergreens 11. marts 2009 var vi tre mand på en runde, og vi må konstatere, at mange spillere glemmer eller ikke gider rette nedslagsmærker op på green. Det kan ikke passe at spillere, der har spillet i mange år, kan glemme det.

 

Mvh. svend.

Dato: 11.03.2009

Navn: John Munch Pedersen
Medl.nr.: 428

Emne: Tilbagelægning af tørv

 

Nu nærmer tiden sig, hvor vi kan gå på banen og spille ind til de ventende greens. Mange har dog holdt spillet og kondien ved lige og spillet på vintergreens.

 

Det er en glimrende Combibane, der efterhånden er blevet udviklet og tak for det.

 

Men det er virkeligt forstemmende at se, hvordan nogle medlemmer i den snart forgangne vinter har behandlet banen. Der må være nogen, der tror, at banepersonalet har tid til at lægge tørv på plads efter spillerne.

 

Rigtig mange steder på vores bane kan man, uden at bevæge sig, sagtens tælle 50 store tørv ligge lige ved siden at et stort hul. Her har spilleren virkelig lagt kræfterne i, spændt kigget efter den lille hvide kugle og hurtigt gået videre. Hvor ubetænksomt.

 

Hvis ikke spilleren selv kan finde ud af det, så er det, synes jeg, en pligt for medspilleren at gøre opmærksom på, at der kommer andre spillere, som nødigt vil se deres bold efter et flot slag lægge sig til rette i et krater ved siden af en stor tørv.

 

Prøv nu at få det ind i spillet, at tørv, der er slået op straks lægges på plads og givet et lille tryk med foden.

 

Venlig hilsen

 

John

Dato: 05.11.2008

Navn: Egon Christensen, Baneansvarlig i Viborg Golfklub
Emne: Svar på indlæg 29.10.2008 fra Kai Bruun Christensen ang. hulforløb på Combibanen

 

Tak for dit konstruktive indlæg og forslag Kai.

 

Baggrunden for at det du foreslår, ikke er gennemført, er som du selv antyder vandproblemerne omkring green på hul 11.

Der vil intet være til hinder for at udføre en tør vintergreen på hul 11.

Selve green 11 er såmænd også rimelig tør, men omgivelserne er våde, specielt i yderperioderne, hvor combibanen anvendes.

Såfremt der kunne findes et andet hul, der kunne erstatte hul 11, vil afstanden fra hul 10 til hul 12 være alt for lang.

Under alle omstændigheder kan vi ikke nå at gennemføre dit forslag i år, da der lige er trykt en ny portion scorekort og da der mangler vintergreen på nogle af de foreslåede huller.

Jeg vil tage problemet med de fugtige greenomgivelser op igen med greenkeeperne for at se, om der skulle findes yderligere tiltag, ud over de i foråret udførte, evt. et dræn omkring greenen.

Under alle omstændigheder vil dit forslag blive taget med i overvejelserne til næste år.

 

Med venlig hilsen

Egon Christensen

Dato: 29.10.2008

Navn: Kai Bruun Christensen
Medl.nr.: 30

Emne: Hulforløb på Combibanen

 

Så er vi igen gået over til Combibanen. Det er bestemt udmærket, at vi lukker de våde huller om vinteren, men hvorfor udnytter vi ikke den mulighed vi har, for at lade combibanen bestå af 2 nihullers sløjfer med start og slut på begge sløjfer ved klubhuset?

Der er mange medlemmer der specielt om vinteren gerne vil nøjes med 9 huller. Som combibanen er anlagt slutter man efter 9 huller på 4. Green, længst væk fra klubhuset.

 

Der er kun et hul på rød sløjfe (11. Hul) der ikke indgår i combibanen . Så vidt jeg kan se er der ikke noget i vejen for at lade dette hul indgå, og der med rød sløjfe uændret.

 

Hvis rød sløjfe indgår, vil der være flere muligheder for 9 tørre hulle på gul/blå. For eks. 1.-2.-3.-24.-25.-23.-4.-6.-7.

Sløjferne slutter således på 7. og 18. hul med startmulighed på 1. og 10. hul.

 

Kai Bruun

 
 
Domainbox - domænenavne, hjemmeside, online backup og meget mere
Vi støtter Talentprojektet
Hosted by www.DomainBox.dk