|

Golfsportens europæiske centrum – The Royal and Ancient Golf Course of St. Andrews, i daglig tale blot R&A, står bag. EGA, European Golf Association, står bag. DGU, Dansk Golf Union og mange andre nationale golforganisationer står bag Golf Environment Organisation – GEO. Og EU Kommissionen gør også.
GEO er en relativ ny organisation, hvis formål er at præge golfklubberne til at drive banerne på et miljørigtigt og bæredygtigt grundlag, og at rådgive klubberne i arbejdet. Når en klub opfylder en lang række kriterier kan den blive miljøcertificeret hos GEO.
Den 15. september 2009 blev Viborg Golfklub som den første danske golfklub miljøcertificeret hos GEO. Og ikke nok med, at Viborg Golfklub blev Danmarks første – Viborg blev den blot tredje klub på verdensplan, der opnåede certificeringen.
Der var fuld opbakning fra klubbens personale til at gå efter certificering, og det var en enig bestyrelse, der traf beslutningen om at lade klubben registrere hos GEO med henblik på certificering. Dansk Golf Union bragte i augustnummeret af sit blad Dansk Golf en artikel under overskriften ”Viborg og Loch Lomond går miljøets vej” Sidstnævnte har nemlig også ladet sig registrere, men er endnu ikke certificeret. Men det viser, at Viborg Golfklub befinder sig i et fornemt selskab – på et tidspunkt vil den ærværdige St. Andrews Links, hjemsted for R&A, også være at finde blandt de certificerede klubber.
Viborg Golfklubs formand, advokat Uffe Steffensen, og klubmanager Casper Lindenmayer fremhæver, at alle ansatte i klubben har arbejdet ihærdigt og helhjertet på projektet, og klubben har fået en enorm frivillig bistand af kyndige fagfolk, der har beskrevet flora og fauna, geologiske, arkæologiske samt historiske forhold om de arealer, som golfbanen er beliggende på. Golfbanen er en del af det betydelige areal, som Viborg Kommune for mange år siden udlagde som ”den grønne kvadrant” – et område, der skal bevares som en grøn oase, og som derfor skal henligge upåvirket af byens kraftige udvikling. Derfor føler vi et ansvar for at banen falder naturligt ind i omgivelserne. Der er til brug for certificeringen udarbejdet rigtig flotte beskrivelser af området som golfbanen ligger på, og vi vil forsøge at rejse økonomiske midler til at udgive materialet i bogform, tilføjer Uffe Steffensen.
Det har taget adskillige dage for GEO’s verifikator, der er svenske Mårten Wallberg, at gennemgå dokumentationen, og han var i Viborg i 2 dage for på stedet at sikre sig, at klubben opfylder certificeringskravene. Mårten Wallberg indstillede Viborg til godkendelse – og gav ros med på vejen for det grundige arbejde, der er udført.
En miljøcertificering hos GEO er ikke blot et spørgsmål om, hvor meget eller hvor lidt gødning og plantegift, der anvendes i driften. Det drejer sig om miljø i bredeste forstand, om miljøbevidsthed. Således gælder det også bevidsthed om elforbrug, vandforbrug, affaldssortering, sikring af landskabelige og arkæologiske værdier m.v. Med certificeringen har Viborg Golfklub forpligtet sig til løbende at være opmærksom på alle miljømæssige forhold i bredeste forstand og til at gøre en indsats for løbende at forbedre miljøet på banen. For GEO og for Viborg Golfklub er dette formålet samtidig med, at det sikres, at golfspillerne har optimale baneforhold i respekt for de omgivende naturværdier.
Yderligere information
Læs om Viborg Golfklubs certificering på GEO’s hjemmeside http://www.golfenvironment.org/certification/participating-facilities/DK/89
eller kontakt
Casper Lindenmayer Golfmanager Spangsbjerg Allè 50 8800 Viborg 86 67 30 10 cl@viborggolfklub.dk

|