Print
Mail
Return to news list
01-02-2010
Forfatter: Formand Uffe Steffensen

Golfklubber under anklage – Viborg melder hus forbi

PRESSEMEDDELELSE

 

Golfklubber under anklage – Viborg melder hus forbi.

 

Miljøstyrelsen har under kontrolaktioner i 2009 konstateret, at 18 ud af 25 besøgte danske golfklubber var i besiddelse af ulovlige sprøjtemidler.

 

Viborg Golfklub finder det forkasteligt, at der overhovedet findes ulovlige sprøjtemidler i danske golfklubber. Det fremgår ikke af Miljøstyrelsens hjemmeside, hvem synderne er, endsige hvilke 25 golfbaner, der har været undersøgt. Viborg Golfklubs formand, Uffe Steffensen, oplyser, at Viborg Golfklub ikke har haft besøg af Miljøstyrelsens kemikaliekontrol, men han og klubbens chefgreenkeeper Per Knudsen garanterer, at der ikke i Viborg Golfklub anvendes eller findes ulovlige sprøjtemidler.

 

”Det har i mange år været klubbens politik, at der kun må anvendes sprøjtemidler, der er tilladt på golfbaner, samt at mængden af anvendte sprøjtemidler stedse skal søges nedbragt til et minimum,” fortsætter formanden. Faktisk vedtog klubben helt tilbage i 1996 en miljøpolitik, hvis formål var at begrænse brug af gødnings- og sprøjtemidler, og klubben har siden dengang på frivillig basis udarbejdet detaljerede grønne regnskaber. De seneste 5 års regnskaber kan ses på klubbens hjemmeside.

 

I 2009 havde Viborg Golfklub inviteret embedsmænd fra Viborg Kommunes Teknik og Miljøforvaltning, afdelingen for Natur og Vand, til en gennemgang af klubbens miljøforhold. Forvaltningen meddelte efterfølgende i et brev af 9. juli 2009, at Viborg Golfklubs arbejde med at reducere forbruget af pesticider har haft effekt. Således hedder det i brevet, at ”allerede i 1997 var der et markant fald i forbruget – og i perioden fra 2002 til 2008 var der igen et fald i forbruget på 71 %.” Forvaltningen konstaterer også, at ”det nuværende forbrug er derfor på et lavt og acceptabelt niveau for kommunen.” Under besøget blev der med kommunen indgået aftale om at indstille sprøjtning af arealer, hvor det i nogle år har været nødvendigt af anlægstekniske grunde. Dette tiltag nedbringer klubbens forbrug af pesticider yderligere.

 

Viborg Golfklub bestræber sig også på at mindske forbruget af vand og elektricitet mest muligt og i det hele taget at være miljøbevidst på alle fronter. Disse bestræbelser førte i 2009 til, at klubben som den første golfklub i Danmark og som blot nummer tre i verden opnåede at blive certificeret af den internationale organisation for miljøforhold på golfbaner, Golf Environment Organisation (GEO). Certificeringen er udtryk for, at en golfklub ikke blot vedrørende pesticider og gødning, men i alle miljøforhold nøje beskriver det aktuelle niveau og de projekter, der udarbejdes for stedse at søge at minimere miljøbelastningen. Certificeringen er opnået, fordi Viborg Golfklub har præsteret et omfattende dokumentationsmateriale, der er kontrolleret af en uvildig, udenlandsk verifikator. I 2012 skal klubben atter til ”eksamen” hos GEO. ”Og det er klubbens klare mål at fastholde certificeringen” slutter Uffe Steffensen.

 

28. januar 2010.
 
Vi støtter Talentprojektet
Hosted by www.DomainBox.dk